Millioner til at få flere udsatte grønlændere i arbejde

Tre kommunale projekter får tilsammen 3,6 millioner kroner over de næste to år til at hjælpe udsatte ledige grønlændere tættere på arbejdsmarkedet. Indsatserne skal blandt andet styrke sprog, virksomhedssamarbejde og individuelle forløb, der kan øge tilknytningen til job og uddannelse.
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen siger:
"Det er vigtigt at hjælpe flere ledige grønlændere til at komme i arbejde. Der er kun vindere, hvis det lykkes at få flere i uddannelse og job. Det er både godt for den enkelte og for samfundsøkonomien. Jeg håber, at projekterne kan bygge videre på de gode erfaringer og gøre en forskel for deltagerne i projekterne."
En analyse fra VIVE viser, at voksne grønlændere i Danmark generelt har en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end resten af befolkningen. Tidligere erfaringer peger dog på, at håndholdte og individuelle indsatser kan gøre en positiv forskel.
Projekterne i Aalborg, Hjørring og Viborg vil derfor kombinere sprogundervisning, skræddersyede forløb og tæt kontakt til virksomheder for at skabe bedre resultater for deltagerne. Målet er at styrke både beskæftigelse og progression mod arbejdsmarkedet for op mod 300 borgere samlet.
Faktaboks:
- Samlet bevilling: 3,6 mio. kr.
- Periode: 1. juni 2026 – 30. juni 2028
- Målgruppe: Ledige grønlændere i Danmark
- Projekter: Aalborg, Hjørring og Viborg Kommuner
Aalborg Kommune – “Flere borgere med grønlandsk oprindelse i beskæftigelse og uddannelse”
- Tilsagn: 1.515.160 kr.
- 100 deltagere
- Fokus: Individuel virksomhedskonsulentindsats, traumereducerende forløb, virksomhedssamarbejde
- Samarbejdspartnere: Det Grønlandske Hus Aalborg, Erhverv Norddanmark
Hjørring Kommune – “Siunissami - Min Fremtid”
- Tilsagn: 981.437 kr.
- 100 deltagere
- Fokus: Relationel indsats, sprog, IPS-elementer, brobygning til job og uddannelse
- Samarbejde med Frederikshavn Kommune
Viborg Kommune – “Indsats for ledige grønlændere i Viborg Kommune”
- Tilsagn: 1.072.000 kr.
- Fokus: Dansk sprog, workshops om arbejdsmarked og kultur, CV/ansøgning, virksomhedsaftaler og besøg






Accepter kun nødvendige cookies